Baggrund

Adgang til den nødvendige kvalificerede arbejdskraft er en helt afgørende forudsætning for, at vejgodstransport- og logistikvirksomhederne kan klare sig i konkurrencen nationalt og internationalt. Der venter vejgodstransporten meget alvorlige rekrutteringsproblemer i de kommende år. Det bliver derfor et væsentligt indsatsområde at sikre, at danske vejgodstransport- og logistikvirksomheder også i fremtiden kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Især på chaufførsiden er der mangel på arbejdskraft. Det vurderes, at der for øjeblikket i Danmark er 2.500 ubesat-te stillinger.

Én af løsningerne på rekrutteringsudfordringerne er at øge arbejdsudbuddet ved at få flere kvinder ind i branchen som chauffører. Kun 10 pct. af de beskæftigede i branchen er kvinder, og i de 10 pct. indgår også medarbejdere i administration mv. På europæisk plan skønnes det, at kun omkring 1% af de europæiske chauffører er kvinder, og tallet vurderes kun at være en anelse højere i Danmark.

Også på transportuddannelserne er kvinderne lavt repræsenteret. Tal fra oktober 2018 viser, at kun 5% af eleverne på transportuddannelsernes grundforløb var kvinder – og 54% af de kvinder, der starter på uddannelsen, falder fra i løbet af grundforløbet.

I forhold til at øge arbejdsudbuddet til branchen og til chaufførjobbene ligger der således et stort potentiale i at arbejde aktivt med at ændre dette billede og få flere kvinder til at interessere sig for et job i vejgodstransporten.

Ét af de initiativer, ITD vurderer som virkningsfuldt, er: synliggørelse af rollemodeller, så piger/kvinder får lettere ved at se sig selv i branchen.

Her er ITD helt i tråd med et af initiativforslagene fra Vejgodstransportens Kvindepanel, som ITD nedsatte i januar 2019. Panelet har hen over det første halvår arbejdet med at undersøge, hvad der skal til for at få flere kvinder til at vælge et job som chauffør i branchen. Slutrapporten fra panelets arbejde er vedlagt som bilag til ansøgningen.

Projektet

Der er i dag meget lidt synlighed omkring ”transportbranchens seje kvinder” i medierne. Når chaufførerhvervet omtales, vises der som hovedregel billeder af mandelige chauffører. Det skyldes, at der ikke er fotomateriale af kvinder i og ved lastbiler eller i andre arbejdssituationer i transportbranchen.

For at øge synligheden af de kvindelige rollemodeller i erhvervet og på uddannelserne vil ITD få produceret billed-materiale/ fotooptagelser af kvindelige rollemodeller, som kan anvendes frit af medier, uddannelsesinstitutioner med flere. Målet er at flere piger/kvinder lettere skal kunne se sig selv i transportbranchen.

Synliggørelsen af kvindelige rollemodeller i vejgodstransporten skal kunne anvendes bredt i diverse relevante mar-kedsførings- og rekrutteringssammenhænge af medier, andre transportorganisationer, transportvirksomheder, uddannelsesinstitutioner, jobcentre og myndigheder.

Fotomaterialet samles i en billedbase hos ITD, som frit vil stille materialet til rådighed. Formålet er, at billederne af de kvindelige rollemodeller skal bredt ud og “arbejde” for sagen.

Der skal produceres fotooptagelser af 10-12 kvindelige profiler primært chauffører/chaufførlærlinge og enkelte andre jobprofiler (lastbilmekaniker, lager- og logistikoperatør, disponent/speditør). Profilerne fotograferes i en række faglige/jobmæssige sammenhænge.

Der opbygges en billedbase nemt tilgængelig via et undersite til ITD’s hjemmeside og hvor der – efter accept af en række brugsvilkår – vil være adgang til fotomaterialet.

ITD vil stå for projektstyring og den løbende administration af billedbasen.